Alle arrangementer er GRATIS og finder sted i Caféens lokaler, Thomas Koppels Gade 30, 2.sal i Aarhus
TILMELDING til Tine Dannerfjord: Mail: tda@csm-midtnord.dk eller telefon/sms: 21751550
Forstå din superkraft – gennem din indre cykliske landkort
Mandag den 25. august kl. 17-18.30
Oplægsholder: Sexolog Sissel Rosenkilde
Vidste du, at din cyklus fungerer som en GPS? En indre vejviser, der hjælper dig med at forstå dine behov, din energi og dine følelser – og tage bedre vare på dig selv i hverdagen.
I løbet af din månedlige cyklus bevæger du dig gennem fire indre årstider – hver med sine egne styrker. Når du lærer at genkende mønstrene, ved du, hvornår du har mest overblik og handlekraft, hvornår du er mest kreativ, og hvornår du har brug for ro og restitution. Den indsigt kan skabe reel forandring – både i din indre og ydre verden.
I dag overses kroppens naturlige cykliske rytmer ofte – både i samfundet og i vores hverdag. Det kan føre til stress og ubalance, især for kvinder, uden at vi altid forstår de hormonelle og biologiske årsager bag.
Dette oplæg giver indblik i den kvindelige cyklus, det feminine lederskab og de forskellige livsfaser vi som kvinder naturligt bevæger os igennem, – med fokus på at øge forståelsen for kroppens signaler og behov. Vi skal også se på forskellene mellem mænds og kvinders cyklus – og hvordan vi kan støtte og spille hinanden stærkere, i stedet for at presse alle ind i de samme rammer.
Det handler om at skabe trivsel og balance – ved at møde os selv og hinanden som hele mennesker.
Linser for livet – smagsprøver og inspiration
Tirsdag den 30. september kl. 11.00 – 13.00
Oplægsholder: Ditte Tranberg
Ditte Tranberg, fra Linser for Livet, vil fortælle om hvordan dyrkningen af de danske økologiske bælgfrugter startede og hvor vi er på vej hen. Hun vil medbringe lækre smagsprøver på forskellige små retter med bælgfrugter som du nemt kan bruge i din hverdag. Og for at det bliver ekstra nemt får du selvfølgelig også opskrifter med hjem. Ditte medbringer også et udvalg af de mange spændende produkter som du kan købe med hjem hvis du får lyst.
Senfølger relateret til kroppen – kroppens forsvarsmekanismer
Torsdag den 23. oktober kl. 11.00 – 13.00
Oplægsholder: Fysioterapeut Lone Katballe
Lone har arbejdet som fysioterapeut indenfor psykiatri og psykosomatik i over 20 år og siden 2021 været tilknyttet CSM.
Lone vil fortælle om, hvordan senfølger kan manifestere sig både i den fysiske krop og i oplevelsen af kroppen. Samtidig vil det blive belyst, hvordan disse manifestationer også kan have en vigtig funktion i forhold til at holde sammen på sig selv og lukke af for indre følelsesmæssig smerte. Vi kommer ind på, at det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan man arbejder kropsligt med sig selv, og hvordan man reagerer på det. Der vil være eksempler på en ressourceorienteret tilgang til sig selv, hvor man eksponerer sig nænsomt og tålmodigt for dét, der er svært at møde i kroppen.
Oplægget vil bestå af en blanding af viden ud fra erfaringer og teori, fælles dialog med deltagerne samt små praktiske øvelser, som det er helt frivilligt, om man vil deltage i.
At finde det gode liv efter overgreb
Mandag den 17. november kl. 17.00 – 18.30
Oplægsholder: Brugerrepræsentant Lone Holm
Vores erfaringsbaserede repræsentant i CSM Midt Nords bestyrelse holder et oplæg om at finde det gode liv efter en barndom med seksuelle overgreb. Lone Holm er dyrlæge og forfatter til bogen ”Vejen tilbage”, som omhandler helingen efter en barndom og ungdom med seksuelle overgreb – En fortælling om at få den rette hjælp og tage sin historie og sin styrke til sig.