Monthly Archives: august 2018

Professionel kontakt med en senfølgeramt borger

I mødet med en voksen med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen er det vigtigt, at fagpersonen er opmærksom på, at traumatiserede mennesker ofte har komplekse problemer og har brug for at blive mødt med forståelse.

Vær anerkendende i din tilgang
Hav fokus på det, der fungerer godt for den senfølgeramte, og hvordan der kan samarbejdes om de problemer, som personen har brug for hjælp til at få løst.

Vis en professionel omsorg og empati
I samtalen med den senfølgeramte er det naturligt at vise forståelse for de problemer, som personen har og at signalere villighed til at hjælpe.

Se personen som ressourcefuld og kompetent
Den senfølgeramte er ”herre i eget hus” og har ressourcer og kompetencer som enhver anden. Samarbejdet kan med fordel tage afsæt i disse ressourcer og kompetencer, ligesom den senfølgeramte skal inddrages aktivt i beslutningsprocesser med henblik på ejerskab.

Pas på den senfølgeramtes grænser
Giv den senfølgeramte mulighed for at fortælle sin traumehistorie i små bidder under trygge forhold til en tillidsfuld person, som har kompetencerne til at rumme og følge op.

Se bagom personens venlighed og samarbejdsvilje
Den senfølgeramte er ekspert i at tilpasse sig andres behov, og det er godt at være opmærksom på og spørge direkte ind til og give tid.

Vær tydelig med hensyn til krav og forventninger
En tydelig dagsorden og formidling af klare regler bidrager til at skabe tryghed i samarbejdet og er en måde at vise respekt for den senfølgeramte på.

Hjælp personen med at få den rette hjælp
Fortæl den senfølgeramte om hendes/hans rettigheder og pligter, herunder hvad det er for en konkret hjælp hun/han vil være berettiget til.

Hjælp personen med at passe på sig selv
Senfølgeramte, der har fået overskredet deres grænser som børn, kan have svært ved at mærke både deres egne og andres grænser. Hjælp hende/ham med at gå gradvist frem, så det kan blive en succesoplevelse, og man kan finde ud af hvilke hensyn, der skal tages.

Vi formidler viden om senfølger

Hos CSM Centrene vil vi rigtig gerne dele ud af den viden, vi har på senfølgeområdet. Derfor tilbyder vi blandt andet at komme ud at undervise i senfølger, give faglige oplæg eller holde foredrag. Desuden kommer vi ud til supervision.

Hvis du gerne vil vide mere om vores enkelte tilbud, er du velkommen til at kontakte dit lokale center på enten telefon eller mail.

CSM Midt Nord
Centerleder Anne Helene Døssing
29 16 76 96
hdb@csm-midtnord.dk

CSM Syd – Behandlingssektion
Centerleder Ane Møller Bering
29 38 87 14
amb@csm-syd-behandling.dk

CSM Syd – Frivilligsektion
Centerleder Susanne Sølvbjerg
66 14 66 33
leder@csm-syd-frivilligsektion.dk

CSM Øst
Centerchef Tina Holm Johansen
40 33 31 42
thj@csm-ost.dk

– Det er hårdt at være pårørende

Christina Palm ved, hvor hårdt det er at være pårørende til en senfølgeramt. Hun er gift med Michael, der har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.

 Af Julie Kjær Andersen

 Hun var faktisk så småt ved at opgive at finde en mand at dele resten af sit liv med, da Michael skrev til hende. Christina Palm var blevet skilt et par år før, og hun havde da kysset et par frøer i mellemtiden, men det var ikke blevet til mere end det. Og nu gad hun egentlig ikke rigtig det mere, men der var jo lige ham Michael, der havde skrevet til hende over en datingside på nettet, og han skulle da lige have en chance.

Først fandt jeg ham ikke særlig interessant, men han havde humor og benene solidt plantet på jorden. Og efter at have skrevet og ringet sammen, inviterede han mig ud at spise. Det var hyggeligt, men jeg følte måske ikke den der gnist, siger Christina Palm med et skævt smil, imens hun ryster lidt på hovedet ad sig selv.

Et par dage efter daten takkede hun ja til at komme med Michael til en fest.

Han var en ægte gentleman den aften og sørgede for, at jeg hele tiden havde det godt. Det endte faktisk med at vi snakkede hele aftenen, natten og næste morgen. Og da vi så skulle sige farvel til hinanden, så blev det lidt akavet, for vi havde jo faktisk ’bare’ snakket og holdt lidt i hånd. Men så sagde jeg til ham, at nu kyssede jeg ham altså, og så kyssede vi hinanden, siger Christina Palm.

Udsat for seksuelt misbrug

To uger inde i deres spirende forhold fortalte Michael, at han havde været udsat for seksuelt misbrug, da han var barn.

Min første tanke var, at det magtede jeg ikke. Mit tidligere forhold havde været psykisk hårdt, og derfor kunne jeg simpelthen ikke overskue tanken om at skulle igennem sådan en omgang igen. Han fik dog hurtigt fortalt, at han var gennembehandlet, og at han havde godt styr på sit liv, siger Christina Palm og fortsætter:

 

For mig er det jo også helt okay, at man har en fortid, at man ikke er perfekt. Det er der ingen af os, der er. Michael var rigtig bange for, at jeg ville løbe skrigende bort, når jeg fik det af vide, men det gjorde jeg ikke, for jeg var allerede blevet meget glad for ham. Jeg forstod heller ikke helt, hvad det vil sige at være blevet misbrugt seksuelt, siger hun.

Store frustrationer

Deres forhold udviklede sig hurtigt, og efter fire måneder købte de andelsbolig sammen. Ikke længe efter huskøbet syntes Christina Palm, at deres forhold begyndte at forandre sig.

Jeg følte, at han begyndte at trække sig væk fra mig. Han var lige pludselig ikke den her mand, der gav mig en masse kærlighed, opmærksom og søde ord. Han var begyndt at være i dårligt humør og irritabel. Derfor begyndte jeg også at gå ham lidt på klingen for at finde ud af, hvad der var galt, og om han ikke elskede mig mere, siger Christina Palm.

 

Han havde svært ved at sætte ord på, hvad der var galt, og det havde jeg svært ved at forstå. Når han forsøgte at forklare det, og han ikke kunne, så blev han frustreret og ked af det, og jeg blev det samme. Så trak han sig endnu mere, fordi han var bange for, at jeg var på vej til at forlade ham, for det havde han oplevet før. Det var svært for ham at stole på, at jeg ville ham noget godt, at jeg ikke havde en skjult dagsorden, siger hun.

 

Det var så frustrerende. Jeg tænkte, at han da ikke kunne udgive sig for at være en slags mand, og så køber vi et hus, og så han lige pludselig ikke ham, der var så gennembehandlet alligevel. Nogle gange kunne der gå fire dage uden, at han gav mig et kys. Og hans eneste svar var, at det havde han glemt. Det var så frustrerende. Og når jeg så sagde noget til ham, kunne han gå rundt som et såret dyr i lang tid. Det var jeg ærlig talt ved at brække mig over nogle gange, for vi var jo nødt til at snakke om det. Jeg var nødt til at holde i fast i mig selv. Jeg ville have et rigtigt forhold, en rigtig dagligdag, et rigtigt liv, siger Christina Palm.

Derfor foreslog hun Michael, at de prøvede at tale med en parterapeut, der kunne hjælpe dem til at forstå hinanden bedre.

At holde fast i sig selv

Det var den rigtige beslutning at gå i parterapi for dem begge to. Det gav Christina en større forståelse af, hvad det vil sige at være blevet seksuelt misbrugt, og hvad det vil sige at rende rundt i konstant alarmberedskab, som man gør, når man som Michael har PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom). Terapien gav også Michael nogle redskaber til at blive bedre til at mærke sig selv og sine behov, så han kunne være mere tilstede i deres forhold.

Det var rart at snakke med nogen, der havde forstand på det. En der kunne fortælle noget om, hvordan det er at være pårørende, og hvordan det er at være den misbrugte. At det, Michael føler, er normalt, og det, jeg føler, er normalt. Vi gik hjem med følelsen af, at vores forhold ikke var dødsdømt. For vi var begge frustrerede over, at vi havde så svært ved at forstå hinanden, siger Christina Palm.

Da de var færdige i parterapi, fortsatte de hver især i individuel terapi.

Jeg kunne mærke, at jeg var blevet lidt en anden. Når Michael havde dårlige perioder, så var jeg begyndt at glide med ned i de sorte huller. Så selvom jeg havde haft en god dag på arbejde, så kom jeg hjem og skulle være i dårligt humør. Og sådan er jeg bare slet ikke som person. Så nu har jeg lært, at det er okay, at jeg går og synger i køkkenet, mens jeg laver mad, selvom han sidder inde i sofaen og er i dårligt humør. Jeg har lært, at det er okay, at jeg er den samme person, som dengang han mødte mig, siger Christina Palm.

Ved siden af terapien læste hun desuden en masse litteratur om emnet, ligesom hun begyndte at gå til diverse foredrag.

Det er virkelig altafgørende som pårørende at få en masse viden, som kan føre til en bedre forståelse, siger Christina Palm.

En god mand

Vejen til den fælles forståelse, der er kommet mellem parret i dag, har været lang og fyldt med udfordringer. Havde kærligheden til hinanden og ønsket om at være sammen ikke været så stor, så havde de heller ikke været der, hvor de er i dag.

Hvis jeg vidste, hvad jeg ved i dag, så ved jeg ikke, om jeg kunne gå det igennem igen. Det er hårdt at være pårørende, og det kræver bare så meget. Så var jeg ikke blevet så forelsket i Michael, så er jeg da heller ikke sikker på, at vi var endt, hvor vi er i dag. Det er vi heldigvis, og det er jeg lykkelig for, siger Christina Palm.

 

– Jeg ville ønske, jeg kunne skrive historien om

Claudia Christensen var fem år, da hun første gang blev udsat for seksuelle overgreb. Senfølgerne efter overgrebene indhentede hende for alvor 30 år senere, og hun mistede modet på livet.

Af Julie Kjær Andersen

Pludselig vrede, hvor hun smadrer ting, råber og skriger. Rysteture, angstanfald, koncentrationsbesvær og hukommelsessvigt. Det er blot nogle af de senfølger, Claudia Christensen har efter at have været udsat for seksuelle overgreb i sin barndom.

Hun var fem år, da hendes stedfar første gang forgreb sig på hende.

Jeg var bange. Og jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at fortælle det til min mor, så jeg holdt mig vågen, indtil mine søskende sov. Jeg sagde til hende: ”Far gør noget ved mig. Han vil have, jeg skal røre hans tissemand.” Jeg græd, siger Claudia Christensen, imens hun stirrer med et tomt blik ud i luften, det er som om, hun forsvinder i sine tanker.

 

Han kom hjem, imens jeg snakkede med min mor. Jeg var rædselsslagen, og fik min mor til at love ikke at sige det til nogen, og så løb jeg ind i seng. Jeg hørte, hun konfronterede ham. Og at han nægtede det. Han sagde, at jeg havde en livlig fantasi, siger Claudia Christensen.

– Jeg mistede min mor

Næste dag tog han fat i hende, da de var alene. Han bad Claudia Christeinsen om at fortælle sin mor, at det var noget, hun havde drømt.

De næste par år lurede hun bag hvert hjørne derhjemme. Hun holdt øje med os. Måske troede hun ikke på hans forklaring, eller også så gjorde hun. Men hun valgte at blive sammen med ham, og jeg mistede min mor, min vigtigste omsorgsperson, og hende jeg skulle betro mig til. Hun gjorde ikke noget, så jeg måtte klare mig selv, siger Claudia Christensen.

I de følgende år sker overgrebene løbende i stedfarens praksis. Han er læge, og der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, at hans steddatter er en hyppig gæst i praksissen. Da Claudia Christensen er ni år, begynder overgrebene også derhjemme. Hver anden nat skal hun tilfredsstille sin stedfars seksuelle lyster. Hvis hun ikke gjorde det, ville der ske forfærdelige ting, lod han hende forstå.

Middag blev til politianmeldelse

Som 15-årig stikker Claudia Christensen af. Hun vil bare væk fra det hele, men det er svært. Et års tid efter hun har forladt sin mor og stedfars hjem, bliver hun inviteret til middag hos sin stedfars ældste datter.

Vi sidder og spiser, da hun kigger på mig og spørger, om han også har gjort noget ved mig. Og der kom jeg til at sige ja. Jeg var helt chokeret over, at jeg ikke var den eneste. For han havde virkelig manipuleret mig til at tro, at jeg var noget helt specielt. Men jeg var ikke den eneste. Næste dag gik vi til politiet, siger Claudia Christensen.

Politiet går i gang med at efterforske sagen.

Min mor sagde under afhøringen, at hun ikke vidste, hvad man skulle gøre. Og at det jo ikke var noget, hun tænkte, han kunne finde på. Og hvis hun var gået til politiet, så havde de andre børn jo ikke haft en far, siger Claudia Christensen, imens hun kigger ned på hænderne i skødet, der er knuget hårdt sammen.

I november 1993 bliver Claudia Christensens stedfar idømt to års fængsel. Han afsoner 14 måneder af sin dom i et fængsel på Fyn. Herefter vender han tilbage til sit job som læge på et hospital og til sit ægteskab.

Flytning skulle give et nyt liv

Efter dommen flyttede Claudia Christensen til København, hvor hun håbede, hun kunne starte et nyt liv.

Jeg forestillede mig, at når jeg flyttede væk, så ville alt blive glemt. Så ville jeg kunne starte et nyt liv, og jo mere jeg nærmede mig de 30, jo mere ville det ikke påvirke mig. Jeg forsøgte også i alle mine 20’ere at omvende min mor, forsøgte at få hende til at forstå, hvad jeg havde været igennem. Men hun blev vred og skældte mig ud, og bad mig om at komme videre med mit liv, siger Claudia Christensen.

Hun var 32 år, da hun stoppede kontakten med sin mor og stedfar. Det var i 2008.

Graviditet fik afgørende betydning

Da Claudia Christensen i 2013 er gravid i syvende måned, mister hun lysten til at leve.

Jeg ringede til min jordemoder og sagde, at jeg slet ikke kunne overskue mere, at jeg bare var klar til at tage billetten. Og derfor rykkede kommunen ud med det helt store beredskab. For jeg var selvmordstruet, siger hun.

Efter at have født sin søn kommer hun til lægen. Her fortæller hun om sin barndom, hvordan hun har forsøgt at leve videre, men at hun ikke længere føler, at det er muligt. Lægen kender til senfølger, og sender hende til visitering hos CSM Syd, Center for Seksuelt Misbrugte, i Odense.

Da jeg havde læst om senfølger, vidste jeg bare, at det var det, jeg havde. Og jeg vidste, at CSM var stedet, hvor jeg kunne få den hjælp, jeg havde brug for. For jeg har aldrig vidst, at senfølger er så komplekse, omfattende og langvarige, som de er. Jeg skal for altid bære det, der er sket for mig med videre. Men med den hjælp, jeg har fået hos CSM, har jeg ikke længere en parallelfilm af min stedfar og jeg kørende på min indre skærm hele tiden. Nu har jeg fået en masse værktøjer, der gør, at jeg faktisk kan være til stede sammen med dem, der er omkring mig, siger Claudia Christensen med et smil.

– Det skulle være stoppet der

Det har ikke været uden konsekvenser for Claudia Christensen at bearbejde sine senfølger. Især hendes mors svigt har tæret så psykisk hårdt på hende, at hun af og til er sengeliggende flere dage af gangen.

Min mors svigt har smadret mit selvværd. At jeg blev ofret for at mine andre søskende skulle have en far, det forstår jeg ikke. Hun var ikke en god mor, så havde hun ikke valgt mig fra. Det ved jeg i dag, fordi jeg aldrig selv kunne svigte mine børn på den måde, siger Claudia Christensen og fortsætter:

 

Nogle gange føles det helt uvirkeligt, at det er min historie. At lille Claudia på fem år ikke blev hørt. Hvor ville jeg bare ønske, at det var mig der sad i min mors stol og kunne høre på hende. Min stedfar havde ikke fået lov til at komme ind ad døren den aften. Det skulle være stoppet der. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne skrive historien om.