Author Archives: lotte

Aftentilbud i Holbæk

Er du voksen, og har du senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, har du mulighed for at deltage i de aktiviteter, vi tilbyder i Holbæk. Her kan du mødes med andre i samme situation og have det rart i trygge omgivelser.

Det er ikke et krav, at du er i behandling hos CSM Øst eller benytter et af centrets andre tilbud.

Center for Seksuelt Misbrugte har startet følgende tilbud op i Holbæk:                                                                                                                                     

Traumesensitiv yoga – her møder du et tilbud af forskellige yogaformer af en uddannet yogainstruktør/ psykomotorisk terapeut.  Du vil blandt andet arbejde med at lægge mærke til, hvad du sanser i din krop, og du bliver styrket i at træffe dine egne valg om, hvilken bevægelse du har det bedst i.

Begge tilbud foregår i Kulturkasernens lokaler, og har du lyst til at høre mere, så skriv til frivilligkoordinator Mille Eldevig på mie@csm-ost.dk

 

→ Se kalender for Aftenaktiviteter i Holbæk

Nyt center for seksuelt misbrugte åbner i Næstved

I det nye år åbner et nyt for center for seksuelt misbrugte i Næstved. Dermed bliver vejen noget kortere, hvis man skal have psykologhjælp.

14. dec. 2019

Er man ung eller voksen, har været udsat for seksuelt misbrug og bor på Sjælland eller øerne, skal man i dag hele vejen til København for at få psykologhjælp, social støtte eller rådgivning fra Center for Seksuelt Misbrugte.

Men det bliver ændret fra årsskiftet.

“Det er utroligt vigtigt, at mænd og kvinder i alle aldre, kan få den rette hjælp” – Michael Perch (S), formand, Omsorgsudvalget, Næstved

Med hjælp fra flere satspuljemidler kan man nemlig åbne en satellitafdeling for Center for Seksuelt Misbrugte i Næstved.

Afdelingen kommer til at ligge i lokalerne på Jernbanegade 10, som Næstved Kommune har stillet til rådighed.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

– Jeg synes, det er en fantastisk god nyhed, at Center for Seksuelt Misbrugte har banket netop på vores kommunes dør. Vi er glade for at kunne stille lokaler til rådighed. Det er utroligt vigtigt, at mænd og kvinder i alle aldre, kan få den rette hjælp af dybt professionelle og dedikerede mennesker, udtaler formand for Omsorgsudvalget Michael Perch (S) i pressemeddelelsen.

– Vi har også en dialog med centret om, hvorvidt de kan være med til at undervise nogle af vores ansatte i de særlige forhold, som mennesker med senfølger af seksuelle overgreb lever med. Det forventer jeg mig meget af, tilføjer han.

 

TILBUD TIL MENNESKER, DER ER BLEVET SEKSUELT MISBRUGT

Overgreb påvirker den personlige udvikling

  • Tilbuddene er især rettet mod personer, som i barndommen er blevet udsat for en forbrydelse med ofte gentagne traumer, som er blevet begået af en betydningsfuld person. Det er typisk sket over flere år, hvilket har påvirket og forstyrret personernes personlige udvikling, kroppen og nære relationer.

Er plaget af traumer

  • Voksne, som har oplevet seksuelle overgreb i barndommen, er derfor generelt plaget af traumer. De har vanskeligheder med relationer og tillid, med personlighed og identitet og med kroppen, og det medfører tab af livskvalitet og -funktion i voksenlivet.

Kan lide af PTSD, depression og angst

  • National og international forskning viser, at der er mange alvorlige psykologiske senfølger af seksuelt misbrug i barndommen: Symptomer på PTSD, depression og angst, samt seksuelle forstyrrelser og risiko for reviktimisering. Også svære psykiske lidelser, personligheds- og spiseforstyrrelser samt misbrug af stoffer og alkohol ses ofte.

Vil forbedre menneskers livssituation

  • CSM Øst arbejder for at voksne med senfølger får forbedret deres livssituation, så de har færre fysiske, psykiske og sociale skadevirkninger af overgrebene, så se får brudt uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre i forhold til familie og socialliv og får en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet

 

Kilde: Næstved Kommune

 

Vil starte samtalecafé og tilbyde yoga

I den nye afdeling af CSM ØST vil mennesker kunne søge hjælp, som har såkaldte senfølger efter at være blevet seksuelt misbrugt i barndommen.

Udtrykket senfølger er en fælles betegnelse for de konsekvenser, man oplever, hvis man er blevet udsat for incest og seksuelle overgreb, der er blevet begået uden for familien. Desuden er senfølgerne ikke karakteriseret ved en bestemt diagnose eller særlige symptomer.

“Vi tror på, at flere også vil få øje på den hjælp, vi kan tilbyde” – Tina Holm Johnsen, centerchef, CSM Øst

Fra januar bliver der ansat to psykologer, mens man tilknytter seks frivillige og en socialrådgiver til centret.

Derudover vil man også starte en samtalecafé og tilbyde hold med traumesensitiv yoga. Og centerchefen glæder sig til at åbne den nye afdeling.

– Vi er utrolig glade for at få mulighed for at komme til Næstved. Det er vigtigt for os, at mennesker, der har brug for hjælp på grund af senfølger efter seksuelle overgreb ikke skal rejse langt. Vi ser Næstved som et geografisk knudepunkt for hele Sjællandsområdet. Og vi tror på, at flere også vil få øje på den hjælp, vi kan tilbyde, udtaler Tina Holm Johnsen, som er centerchef for CSM Øst.

Alle tilbud i den nye afdeling vil være gratis, og man skal ikke henvises. Man skal blot kontakte centret for at komme til en samtale, hvor man kan få afklaret, om centrets tilbud er den rette hjælp.

Man kan kontakte CSM ØST på telefonnummer 29 44 88 66 og læse mere om centrets tilbud på deres hjemmeside.

 

Kilde: https://www.tv2east.dk/naestved/nyt-center-seksuelt-misbrugt-aabner-i-naestved 

Center for Seksuelt Misbrugte til Holbæk

PRESSEMEDDELELSE | Center for Seksuelt Misbrugte Øst har indgået en samarbejdsaftale med Holbæk Kommune. Resultatet er en ny afdeling af CSM:Øst i Holbæk og dermed nemmere adgang til hjælp for voksne, der er blevet misbrugt i barndommen.

 

22.12.2019

CSM:Øst er et af i alt fire centre i Danmark, der tilbyder rådgivning og behandling af voksne, der er blevet seksuelt misbrugt i deres barndom.

Organisationen har sit hovedsæde på Frederiksberg, men vil gerne være mere tilgængelig for de øvrige sjællændere. Derfor er der nu indgået en samarbejdsaftale med Holbæk Kommune om en afdeling i Holbæk by.

”Det er vigtigt for os, at mennesker der har brug for hjælp på grund af senfølger efter seksuelle overgreb ikke skal rejse langt. I den forbindelse ligger Holbæk rigtig godt og centralt på Sjælland, så vi er rigtig glade for den nye afdeling,” siger Tina Holm Johansen, der er centerchef i Center for Seksuelt Misbrugte Øst.

Samarbejdsaftalen betyder, at Holbæk Kommune stiller lokaler til rådighed for CSM:Øst i sit administrationscenter på Jernbanevej i Holbæk. Fra de nye lokaler vil to psykologer tilbyde behandling og derudover tilknyttes frivillige og en socialrådgiver.

Udover psykologforløb vil der blive oprettet en samtalecafe og traumesensitiv yoga. Tilbuddene er gratis. Man skal ikke henvises, men kan selv ringe til eller kontakte centeret på telefon 29448866. Her vil man blive skrevet på venteliste til en visiterende samtale, for at afklare om CMS’s tilbud er den rette hjælp.

”Følgerne af et seksuelt misbrug i barndommen har ofte alvorlige konsekvenser langt ind i voksenlivet. Derfor er det også så vigtigt, at man får den rette hjælp. Jeg er meget glad for, at det nu bliver nemmere for folk i vores område at få den hjælp,” siger Bente Röttig, der er formand for Socialudvalget i Holbæk Kommune.

Samarbejdsaftalen mellem CSM:Øst gælder fra den 1. januar 2020 og man forventer allerede at kunne tage imod borgere i midten af januar.

 

Kilde: https://holbaek.dk/nyheder-og-presse/nyheder/omsorg-og-stoette/2019/center-for-seksuelt-misbrugte-til-holbaek/