Pernille Holck Draborg og Lisbeth Pape Lind er frivillige hos CSM Syd – Frivilligsektion, hvor de forsøger at hjælpe voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen til at få et bedre liv.

Af Julie Kjær Andersen

De er to vidt forskellige steder i deres liv. Den ene er 26 år og pædagog, den anden er 69 år og pensioneret folkeskolelærer, men fælles for Pernille Holck Draborg og Lisbeth Pape Lind er, at de har valgt at være frivillige hos CSM Syd – Frivilligsektion. Her hjælper de voksne med senfølger efter seksuelle overgreb.

Efter et år som folkepensionist gik det op for mig, at jeg savnede noget. Jeg savnede min kollegaer, og jeg savnede, at der var nogle, der kunne bruge mig. Jeg har kendt mennesker tæt på mig, der har været udsat for seksuelt misbrug, så derfor blev det hos Center for Seksuelt Misbrug, at jeg blev frivillig, siger Lisbeth Pape Lind, der begyndte som frivillig i februar 2017.

Det var igennem en skoleopgave, at Pernille Holck Draborg første gang kom i kontakt med centeret.

Jeg vidste, at jeg gerne ville være frivillig her, men da jeg arbejdede på et børnehjem med skæve arbejdstider, havde jeg ikke mulighed for det. Da jeg så stoppede der, ringede jeg til centeret og spurgte, om jeg måtte komme i en jobpraktik hos dem. Derfor startede jeg med at arbejde fuld tid heroppe i 13 uger, og siden er jeg fortsat som frivillig, siger Pernille Holck Draborg.

Brugerne bliver mødt med respekt

Som frivillig hos CSM Syd – Frivilligsektion bliver du uddannet i at rådgive mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb, og du får tilbudt forskellige kurser, så du bedst muligt kan hjælpe de mennesker, der kommer i centeret.

Jeg startede i Åben Stue, der er et fristed for brugerne. Her kommer de og snakker om vind og vejr, bøger, film og alle mulige hverdagsting. Der er vi altid flere frivillige til stede, så hvis der er en, der bliver ked af det, så kan vi tage den person med et andet sted hen for at snakke. For i Åben Stue snakker vi ikke om overgreb eller senfølger, siger Lisbeth Pape Lind.

Centeret tilbyder også brugerne individuelle samtaler med de frivillige.

Hvis du er rådgiver, skal du have en psykisk robusthed med dig, så du kan ligge historierne fra dig, når du går hjem. Men det vigtigste i de samtaler er, at man viser almindelig medmenneskelighed, respekt og forståelse for det menneske, du sidder overfor, siger Pernille Holck Draborg.

Vi er ikke uddannede behandlere, så vi tilbyder ikke terapi eller udsætter mål for de her rådgivningssamtaler. Vi tilbyder en ligeværdig relation, og det, vi snakker om, er reelt noget, som brugerne bestemmer, siger Pernille Holck Draborg.

Stolthed og glæde

Selvom historierne nogle gange kan være hårde, så går både Pernille Holck Draborg og Lisbeth Pape Lind hjem med et smil på læben.

Jeg går ofte hjem med en stolthed over, at der er mennesker, der viser mig så stor tillid, når vi sidder og snakker sammen, siger Lisbeth Pape Lind.

Vi forsøger i hvert fald at gøre en forskel, så jeg bliver selvfølgelig rigtig glad, når en bruger kommer hen til mig og siger, at hun virkelig har brugt noget af det, vi har snakket om. For man kommer virkelig til at holde enormt meget af de mennesker, man møder heroppe, siger Pernille Holck Draborg.

CSM Syd – Frivilligsektion har været Maybritt Olsens faste holdepunkt i livet siden 2008. Her har hun fundet støtte til at klare hverdagen, der er præget af de seksuelle overgreb, hun var udsat for som barn.

 Af Julie Kjær Andersen

 Seksuelle overgreb i barndommen, voldelige parforhold, en spiseforstyrrelse, indlæggelser på psykiatrisk afdeling, en borderline-diagnose og et selvmordsforsøg. Det er blot noget af den bagage, som 53-årige Maybritt Olsen bærer rundt på i sin livsrygsæk. En tung rygsæk, som hun aldrig slipper af med, men som hun har lært at have med sig.

Jeg har efterhånden lært at prioritere, hvad der skal fylde i min rygsæk, og jeg er blevet meget bevidst om, at den ikke skal have lov til at vokse. Hvis jeg hver dag skal gå og være ked af, hvad der er sket i mit liv, så levede jeg heller ikke mere. Jeg er virkelig kommet langt i mit liv, fordi jeg har en medført stædighed, og samtidig har jeg fundet støtte hos CSM Syds frivilligsektion, der har været med til at hjælpe mig igennem nogle hårde perioder i mit liv, siger Maybritt Olsen.

 Skulle holde facaden

Hun voksede op i et hjem, hvor hun tidligt fik ansvaret for at lave mad, passe sine søskende og stå til rådighed for sin fars lyster.

Man kan ikke sige, at jeg har haft en barndom. Jeg var hende, der var kommet til verden for at gøre andre glade og tilfredse. Og jeg havde ansvaret for, at billedet af vores familie udadtil var pletfri, siger Maybritt Olsen.

Da jeg begyndte at få det dårligt i min ungdom, forbandt jeg det derfor heller ikke med det seksuelle misbrug, jeg havde været udsat for. Jeg skulle bare forsøge at opretholde facaden, så ingen kunne se, hvor skidt jeg egentlig havde det.

 Magtede ikke at tage sig af sine børn

Maybritt Olsens mor døde i 1992, og der sprækkede facaden for første gang en smule, men det lykkedes hende alligevel at holde sammen på sig selv. Det var dog ikke tilfældet, da hun mistede sin far fem år senere.

Jeg havde nogle voldsomme humørsvingninger, og jeg behandlede både mig selv og andre dårligt. Jeg forsøgte at få hjælp, men fik af vide af en psykolog, at min fortid var noget, jeg skulle lære at leve med – og nu var hverken min mor eller far her mere, så jeg havde alle muligheder for at få det godt. Den besked fik mig til at lukke helt i, og det blev nok også starten på enden for mit første ægteskab, siger Maybritt Olsen.

Hun havde været sammen med sin første mand i 17 år, og sammen havde de fået fire børn. Da de blev skilt i 1999 valgte hun, at børnene skulle blive boende hos ham, fordi hun ikke magtede opgaven. Det samme gjorde hun med sit femte barn, som hun fik med sin anden mand.

Mine børn har følt sig svigtet, fordi jeg forsvandt ud af deres daglige liv, men hvis de havde været en del af mit liv med alle de rutsjebaneture, jeg har taget mig, så havde de været ødelagte børn. Jeg var ikke i stand til at tage mig af dem, for jeg havde det elendigt. Så skulle jeg træffe beslutningen i dag, så havde jeg gjort det samme, siger Maybritt Olsen, der i dag kun har kontakt til sin ældste søn.

Frivilligsektionen blev redningen

I 2006 forsøgte Maybritt Olsen at begå selvmord, men blev reddet i tide.

Jeg havde mistet livslysten. Jeg snakkede ikke med mine børn, og jeg havde ikke den store kontakt til omverdenen. Så jeg kunne ikke se, at der var nogen, der skulle kunne savne mig. I dag er jeg glad for, at jeg blev reddet, siger Maybritt Olsen, der efterfølgende var indlagt på psykiatrisk afdeling.

Ikke længe efter udskrivelsen kom hun i kontakt med CSM Syds frivilligsektion.

Jeg opdagede frivilligsektionen ved en tilfældighed, og da jeg første gang trådte ind ad døren, blev jeg mødt af en varme og oprigtig interesse i mig, som jeg ikke har mødt før. Du kan være glad, du kan være sur, du kan grine, du kan græde, du kan bare være dig. Du bliver en del af et fællesskab, siger Maybritt Olsen.

Hun kommer to gange om ugen til Åben Stue, og derudover har hun en personlig samtale om ugen.

Til Åben Stue snakker vi om vores dagligdag og vores interesser. Vi laver mad, spiller spil og drikker kaffe. Det er et sted, hvor man kan komme og sige de ting, man går og bøvler lidt med, og så kan vi hjælpe og støtte hinanden. Det at komme i frivilligsektionen har været mit faste holdepunkt, når jeg er gået igennem mine op- og nedture. Jeg har fået nogle tætte venskaber herinde, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg stadig var her i dag, hvis jeg ikke havde haft et netværk her i frivilligsektionen, siger Maybritt Olsen.

Christina Palm ved, hvor hårdt det er at være pårørende til en senfølgeramt. Hun er gift med Michael, der har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.

 Af Julie Kjær Andersen

 Hun var faktisk så småt ved at opgive at finde en mand at dele resten af sit liv med, da Michael skrev til hende. Christina Palm var blevet skilt et par år før, og hun havde da kysset et par frøer i mellemtiden, men det var ikke blevet til mere end det. Og nu gad hun egentlig ikke rigtig det mere, men der var jo lige ham Michael, der havde skrevet til hende over en datingside på nettet, og han skulle da lige have en chance.

Først fandt jeg ham ikke særlig interessant, men han havde humor og benene solidt plantet på jorden. Og efter at have skrevet og ringet sammen, inviterede han mig ud at spise. Det var hyggeligt, men jeg følte måske ikke den der gnist, siger Christina Palm med et skævt smil, imens hun ryster lidt på hovedet ad sig selv.

Et par dage efter daten takkede hun ja til at komme med Michael til en fest.

Han var en ægte gentleman den aften og sørgede for, at jeg hele tiden havde det godt. Det endte faktisk med at vi snakkede hele aftenen, natten og næste morgen. Og da vi så skulle sige farvel til hinanden, så blev det lidt akavet, for vi havde jo faktisk ’bare’ snakket og holdt lidt i hånd. Men så sagde jeg til ham, at nu kyssede jeg ham altså, og så kyssede vi hinanden, siger Christina Palm.

Udsat for seksuelt misbrug

To uger inde i deres spirende forhold fortalte Michael, at han havde været udsat for seksuelt misbrug, da han var barn.

Min første tanke var, at det magtede jeg ikke. Mit tidligere forhold havde været psykisk hårdt, og derfor kunne jeg simpelthen ikke overskue tanken om at skulle igennem sådan en omgang igen. Han fik dog hurtigt fortalt, at han var gennembehandlet, og at han havde godt styr på sit liv, siger Christina Palm og fortsætter:

For mig er det jo også helt okay, at man har en fortid, at man ikke er perfekt. Det er der ingen af os, der er. Michael var rigtig bange for, at jeg ville løbe skrigende bort, når jeg fik det af vide, men det gjorde jeg ikke, for jeg var allerede blevet meget glad for ham. Jeg forstod heller ikke helt, hvad det vil sige at være blevet misbrugt seksuelt, siger hun.

Store frustrationer

Deres forhold udviklede sig hurtigt, og efter fire måneder købte de andelsbolig sammen. Ikke længe efter huskøbet syntes Christina Palm, at deres forhold begyndte at forandre sig.

Jeg følte, at han begyndte at trække sig væk fra mig. Han var lige pludselig ikke den her mand, der gav mig en masse kærlighed, opmærksom og søde ord. Han var begyndt at være i dårligt humør og irritabel. Derfor begyndte jeg også at gå ham lidt på klingen for at finde ud af, hvad der var galt, og om han ikke elskede mig mere, siger Christina Palm.

Han havde svært ved at sætte ord på, hvad der var galt, og det havde jeg svært ved at forstå. Når han forsøgte at forklare det, og han ikke kunne, så blev han frustreret og ked af det, og jeg blev det samme. Så trak han sig endnu mere, fordi han var bange for, at jeg var på vej til at forlade ham, for det havde han oplevet før. Det var svært for ham at stole på, at jeg ville ham noget godt, at jeg ikke havde en skjult dagsorden, siger hun.

Det var så frustrerende. Jeg tænkte, at han da ikke kunne udgive sig for at være en slags mand, og så køber vi et hus, og så han lige pludselig ikke ham, der var så gennembehandlet alligevel. Nogle gange kunne der gå fire dage uden, at han gav mig et kys. Og hans eneste svar var, at det havde han glemt. Det var så frustrerende. Og når jeg så sagde noget til ham, kunne han gå rundt som et såret dyr i lang tid. Det var jeg ærlig talt ved at brække mig over nogle gange, for vi var jo nødt til at snakke om det. Jeg var nødt til at holde i fast i mig selv. Jeg ville have et rigtigt forhold, en rigtig dagligdag, et rigtigt liv, siger Christina Palm.

Derfor foreslog hun Michael, at de prøvede at tale med en parterapeut, der kunne hjælpe dem til at forstå hinanden bedre.

At holde fast i sig selv

Det var den rigtige beslutning at gå i parterapi for dem begge to. Det gav Christina en større forståelse af, hvad det vil sige at være blevet seksuelt misbrugt, og hvad det vil sige at rende rundt i konstant alarmberedskab, som man gør, når man som Michael har PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom). Terapien gav også Michael nogle redskaber til at blive bedre til at mærke sig selv og sine behov, så han kunne være mere tilstede i deres forhold.

Det var rart at snakke med nogen, der havde forstand på det. En der kunne fortælle noget om, hvordan det er at være pårørende, og hvordan det er at være den misbrugte. At det, Michael føler, er normalt, og det, jeg føler, er normalt. Vi gik hjem med følelsen af, at vores forhold ikke var dødsdømt. For vi var begge frustrerede over, at vi havde så svært ved at forstå hinanden, siger Christina Palm.

Da de var færdige i parterapi, fortsatte de hver især i individuel terapi.

Jeg kunne mærke, at jeg var blevet lidt en anden. Når Michael havde dårlige perioder, så var jeg begyndt at glide med ned i de sorte huller. Så selvom jeg havde haft en god dag på arbejde, så kom jeg hjem og skulle være i dårligt humør. Og sådan er jeg bare slet ikke som person. Så nu har jeg lært, at det er okay, at jeg går og synger i køkkenet, mens jeg laver mad, selvom han sidder inde i sofaen og er i dårligt humør. Jeg har lært, at det er okay, at jeg er den samme person, som dengang han mødte mig, siger Christina Palm.

Ved siden af terapien læste hun desuden en masse litteratur om emnet, ligesom hun begyndte at gå til diverse foredrag.

Det er virkelig altafgørende som pårørende at få en masse viden, som kan føre til en bedre forståelse, siger Christina Palm.

En god mand

Vejen til den fælles forståelse, der er kommet mellem parret i dag, har været lang og fyldt med udfordringer. Havde kærligheden til hinanden og ønsket om at være sammen ikke været så stor, så havde de heller ikke været der, hvor de er i dag.

Hvis jeg vidste, hvad jeg ved i dag, så ved jeg ikke, om jeg kunne gå det igennem igen. Det er hårdt at være pårørende, og det kræver bare så meget. Så var jeg ikke blevet så forelsket i Michael, så er jeg da heller ikke sikker på, at vi var endt, hvor vi er i dag. Det er vi heldigvis, og det er jeg lykkelig for, siger Christina Palm.

Claudia Christensen var fem år, da hun første gang blev udsat for seksuelle overgreb. Senfølgerne efter overgrebene indhentede hende for alvor 30 år senere, og hun mistede modet på livet.

Af Julie Kjær Andersen

Pludselig vrede, hvor hun smadrer ting, råber og skriger. Rysteture, angstanfald, koncentrationsbesvær og hukommelsessvigt. Det er blot nogle af de senfølger, Claudia Christensen har efter at have været udsat for seksuelle overgreb i sin barndom.

Hun var fem år, da hendes stedfar første gang forgreb sig på hende.

Jeg var bange. Og jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at fortælle det til min mor, så jeg holdt mig vågen, indtil mine søskende sov. Jeg sagde til hende: ”Far gør noget ved mig. Han vil have, jeg skal røre hans tissemand.” Jeg græd, siger Claudia Christensen, imens hun stirrer med et tomt blik ud i luften, det er som om, hun forsvinder i sine tanker.

Han kom hjem, imens jeg snakkede med min mor. Jeg var rædselsslagen, og fik min mor til at love ikke at sige det til nogen, og så løb jeg ind i seng. Jeg hørte, hun konfronterede ham. Og at han nægtede det. Han sagde, at jeg havde en livlig fantasi, siger Claudia Christensen.

– Jeg mistede min mor

Næste dag tog han fat i hende, da de var alene. Han bad Claudia Christeinsen om at fortælle sin mor, at det var noget, hun havde drømt.

De næste par år lurede hun bag hvert hjørne derhjemme. Hun holdt øje med os. Måske troede hun ikke på hans forklaring, eller også så gjorde hun. Men hun valgte at blive sammen med ham, og jeg mistede min mor, min vigtigste omsorgsperson, og hende jeg skulle betro mig til. Hun gjorde ikke noget, så jeg måtte klare mig selv, siger Claudia Christensen.

I de følgende år sker overgrebene løbende i stedfarens praksis. Han er læge, og der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, at hans steddatter er en hyppig gæst i praksissen. Da Claudia Christensen er ni år, begynder overgrebene også derhjemme. Hver anden nat skal hun tilfredsstille sin stedfars seksuelle lyster. Hvis hun ikke gjorde det, ville der ske forfærdelige ting, lod han hende forstå.

Middag blev til politianmeldelse

Som 15-årig stikker Claudia Christensen af. Hun vil bare væk fra det hele, men det er svært. Et års tid efter hun har forladt sin mor og stedfars hjem, bliver hun inviteret til middag hos sin stedfars ældste datter.

Vi sidder og spiser, da hun kigger på mig og spørger, om han også har gjort noget ved mig. Og der kom jeg til at sige ja. Jeg var helt chokeret over, at jeg ikke var den eneste. For han havde virkelig manipuleret mig til at tro, at jeg var noget helt specielt. Men jeg var ikke den eneste. Næste dag gik vi til politiet, siger Claudia Christensen.

Politiet går i gang med at efterforske sagen.

Min mor sagde under afhøringen, at hun ikke vidste, hvad man skulle gøre. Og at det jo ikke var noget, hun tænkte, han kunne finde på. Og hvis hun var gået til politiet, så havde de andre børn jo ikke haft en far, siger Claudia Christensen, imens hun kigger ned på hænderne i skødet, der er knuget hårdt sammen.

I november 1993 bliver Claudia Christensens stedfar idømt to års fængsel. Han afsoner 14 måneder af sin dom i et fængsel på Fyn. Herefter vender han tilbage til sit job som læge på et hospital og til sit ægteskab.

Flytning skulle give et nyt liv

Efter dommen flyttede Claudia Christensen til København, hvor hun håbede, hun kunne starte et nyt liv.

Jeg forestillede mig, at når jeg flyttede væk, så ville alt blive glemt. Så ville jeg kunne starte et nyt liv, og jo mere jeg nærmede mig de 30, jo mere ville det ikke påvirke mig. Jeg forsøgte også i alle mine 20’ere at omvende min mor, forsøgte at få hende til at forstå, hvad jeg havde været igennem. Men hun blev vred og skældte mig ud, og bad mig om at komme videre med mit liv, siger Claudia Christensen.

Hun var 32 år, da hun stoppede kontakten med sin mor og stedfar. Det var i 2008.

Graviditet fik afgørende betydning

Da Claudia Christensen i 2013 er gravid i syvende måned, mister hun lysten til at leve.

Jeg ringede til min jordemoder og sagde, at jeg slet ikke kunne overskue mere, at jeg bare var klar til at tage billetten. Og derfor rykkede kommunen ud med det helt store beredskab. For jeg var selvmordstruet, siger hun.

Efter at have født sin søn kommer hun til lægen. Her fortæller hun om sin barndom, hvordan hun har forsøgt at leve videre, men at hun ikke længere føler, at det er muligt. Lægen kender til senfølger, og sender hende til visitering hos CSM Syd, Center for Seksuelt Misbrugte, i Odense.

Da jeg havde læst om senfølger, vidste jeg bare, at det var det, jeg havde. Og jeg vidste, at CSM var stedet, hvor jeg kunne få den hjælp, jeg havde brug for. For jeg har aldrig vidst, at senfølger er så komplekse, omfattende og langvarige, som de er. Jeg skal for altid bære det, der er sket for mig med videre. Men med den hjælp, jeg har fået hos CSM, har jeg ikke længere en parallelfilm af min stedfar og jeg kørende på min indre skærm hele tiden. Nu har jeg fået en masse værktøjer, der gør, at jeg faktisk kan være til stede sammen med dem, der er omkring mig, siger Claudia Christensen med et smil.

– Det skulle være stoppet der

Det har ikke været uden konsekvenser for Claudia Christensen at bearbejde sine senfølger. Især hendes mors svigt har tæret så psykisk hårdt på hende, at hun af og til er sengeliggende flere dage af gangen.

Min mors svigt har smadret mit selvværd. At jeg blev ofret for at mine andre søskende skulle have en far, det forstår jeg ikke. Hun var ikke en god mor, så havde hun ikke valgt mig fra. Det ved jeg i dag, fordi jeg aldrig selv kunne svigte mine børn på den måde, siger Claudia Christensen og fortsætter:

Nogle gange føles det helt uvirkeligt, at det er min historie. At lille Claudia på fem år ikke blev hørt. Hvor ville jeg bare ønske, at det var mig der sad i min mors stol og kunne høre på hende. Min stedfar havde ikke fået lov til at komme ind ad døren den aften. Det skulle være stoppet der. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne skrive historien om.