Sådan får du hjælp

Hos CSM Syd – Frivilligsektion har vi en række tilbud til dig, der er over 18, og som har været udsat for seksuelle overgreb i barn- og ungdommen.

I CSM Syd – Frivilligsektion tilbyder vi individuel rådgivning, gruppeforløb, Åben stue – Et socialt tilbud, samt arrangementer. De fleste af vores tilbud er forestået af kvalificerede frivillige. Vores frivillige har som oftest en social- og/eller sundhedsfaglig baggrund.

Herunder kan du læse om, hvad der sker, når du tager kontakt til CSM Syd – Frivilligsektion med ønsket om at benytte et eller flere af vores tilbud.

Henvendelse

Du kan henvende dig telefonisk, på mail eller ved personligt fremmøde. Du finder vores kontaktoplysninger her.

Alle kan ringe til os eller sende en mail for kontakt. Vi skal ikke have en henvisning og er uafhængige af kommunerne og sundhedsvæsenet.

Når man kontakter CSM Syd – Frivilligsektion telefonisk for at høre mere om vores forskellige tilbud vil du få kontakt med en af vores frivillige eller ansatte. Ved forespørgsel om en visitationssamtale vil du blive sat i kontakt med leder eller teamleder. Når du kontakter os vil vi i fællesskab afklare om du hører til vores målgruppe.

Herefter kan du blive tilbudt en visitationssamtale.

Visiterende samtale

Visitationssamtalen foregår enten hos leder eller teamleder. Her vil du blandt andet blive spurgt til dine nuværende udfordringer, det/de seksuelle overgreb, din baggrund og dine ønsker til eksempelvis rådgivning eller brug af vores sociale tilbud, Åben stue.

Formålet med visitationssamtalen er, at du sammen med leder eller teamleder finder ud af, om et rådgivningsforløb her vil kunne hjælpe dig på vej i den forandring i dit liv, som du har ønske om.

Finder både du og vi frem til, at et rådgivningsforløb hos CSM Syd – Frivilligsektion kan hjælpe dig med dine senfølger, vil du blive registreret i vores interne elektroniske database med henblik på, at vi kan tilbyde dig et rådgivningsforløb hos en af vores frivillige.

Visitationen består som udgangspunkt af en samtale på en varighed af 45 minutter til en time.

Ventetid

I CSM Syd – Frivilligsektion bestræber vi os på, at ventetiden er kortest muligt. Der vil gå ca. en måned fra du har været til visitationssamtale til du bliver matchet med en af vores frivillige. Du er selvfølgelig altid velkommen til at benytte dig af Åben stue efter visitationssamtalen, og mens du venter på at komme i rådgivning.

CSM Syd – Frivilligsektion er ikke et behandlingstilbud, ønsker du behandling skal du kontakte CSM Syd – Behandlingssektion. Ventetiden på behandling er dog lang, og derfor er der mange, der har gavn af at benytte sig af frivilligsektionen, mens de venter på behandling.

Vi ved, at det kan være grænseoverskridende at henvende sig til os, men når du kontakter os, er du helt anonym og vi har selvfølgelig tavshedspligt.

               

16. januar

Bevilling fra Spar Nord Fonden

Det er med stor taknemmelighed, at vi har modtaget en bevilling...
16. januar

Julebanko 2023: TAK til alle sponsorer

TAK! En stor tak til alle, der har været med til...
3. juli

Ny podcast om senfølger

Følg med når vi i løbet af den næste tid udgiver...