Monthly Archives: oktober 2019

Er du vores nye frivillige chatrådgiver?

Vil du hjælpe med at gøre en forskel for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen?

Din funktion
Som chatrådgiver er din opgave at være en del af vores nye chatrådgivning, der yder rådgivning og støtte til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Du vil være tilknyttet chatrådgivningen hver eller hver anden torsdag i tidsrummet kl. 18-21.

Formålet med chatrådgivningen
Skam, skyld og tabu er ofte forbundet med seksuelle overgreb, og derfor ved vi, at mange er alt for længe om at dele sine oplevelser, tanker og følelser med andre. Det kan virke uoverskueligt at møde personligt op for at få hjælp, og derfor er den anonyme chatrådgivning god for mange, der første gang vælger at åbne op om de overgreb, de har været udsat for. Det er vores opgave at skabe rammerne for en tryg og nærværende samtale uden berøringsangst for svære emner.

Hvem er vi?
CSM Syd – Frivilligsektion er et center, der har fokus på senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Vi vil gerne være med til at skabe en bedre fremtid for voksne med senfølger, og forsøge at reducere de fysiske, psykiske og sociale skadevirkninger, der kan være en konsekvens af seksuelle overgreb i barndommen.

Vi tilbyder

  • Introkursus for alle nye frivillige
  • Løbende tilbud om faglige kurser og sociale arrangementer
  • Supervision ved psykolog, og teammøder med kollegial sparring
  • Et givende og støttende fællesskab med andre engagerede frivillige
  • En god indføring i målgruppen og dens udfordringer
  • Masser af praksiserfaring

Om dig
Du har flair for støttende og rådgivende samtaler, og har evne til at sætte dig i andre menneskers sted. Du udviser empati, rummelighed og nærvær. Du er god til at kommunikere og udtrykke dig skriftligt. Du er afklaret med eventuelle egne psykiske udfordringer. Du har ikke selv personlige erfaringer med overgreb i barndommen.

Bliv frivillig chatrådgiver
Lyder dette som noget for dig, har du mulighed for at kontakte os på mail: info@csm-syd-frivilligsektion.dkeller telefon: 66 14 66 33. Ved henvendelse inviteres du til samtale hos leder Susanne Sølvbjerg.                          

Bemærk, at der er tale om frivilligt, ulønnet arbejde.