Tema // Brugere, Fagpersoner, Pårørende, Senfølger

– Frivilligsektionen er mit faste holdepunkt

CSM Syds – Frivilligsektion har været Maybritt Olsens faste holdepunkt i livet siden 2008. Her har hun fundet støtte til at klare hverdagen, der er præget af de seksuelle overgreb, hun var udsat for som barn.

 Af Julie Kjær Andersen

 Seksuelle overgreb i barndommen, voldelige parforhold, en spiseforstyrrelse, indlæggelser på psykiatrisk afdeling, en borderline-diagnose og et selvmordsforsøg. Det er blot noget af den bagage, som 53-årige Maybritt Olsen bærer rundt på i sin livsrygsæk. En tung rygsæk, som hun aldrig slipper af med, men som hun har lært at have med sig.

Jeg har efterhånden lært at prioritere, hvad der skal fylde i min rygsæk, og jeg er blevet meget bevidst om, at den ikke skal have lov til at vokse. Hvis jeg hver dag skal gå og være ked af, hvad der er sket i mit liv, så levede jeg heller ikke mere. Jeg er virkelig kommet langt i mit liv, fordi jeg har en medført stædighed, og samtidig har jeg fundet støtte hos CSM Syds frivilligsektion, der har været med til at hjælpe mig igennem nogle hårde perioder i mit liv, siger Maybritt Olsen.

 Skulle holde facaden

Hun voksede op i et hjem, hvor hun tidligt fik ansvaret for at lave mad, passe sine søskende og stå til rådighed for sin fars lyster.

Man kan ikke sige, at jeg har haft en barndom. Jeg var hende, der var kommet til verden for at gøre andre glade og tilfredse. Og jeg havde ansvaret for, at billedet af vores familie udadtil var pletfri, siger Maybritt Olsen.

 

Da jeg begyndte at få det dårligt i min ungdom, forbandt jeg det derfor heller ikke med det seksuelle misbrug, jeg havde været udsat for. Jeg skulle bare forsøge at opretholde facaden, så ingen kunne se, hvor skidt jeg egentlig havde det.

 Magtede ikke at tage sig af sine børn

Maybritt Olsens mor døde i 1992, og der sprækkede facaden for første gang en smule, men det lykkedes hende alligevel at holde sammen på sig selv. Det var dog ikke tilfældet, da hun mistede sin far fem år senere.

Jeg havde nogle voldsomme humørsvingninger, og jeg behandlede både mig selv og andre dårligt. Jeg forsøgte at få hjælp, men fik af vide af en psykolog, at min fortid var noget, jeg skulle lære at leve med – og nu var hverken min mor eller far her mere, så jeg havde alle muligheder for at få det godt. Den besked fik mig til at lukke helt i, og det blev nok også starten på enden for mit første ægteskab, siger Maybritt Olsen.

Hun havde været sammen med sin første mand i 17 år, og sammen havde de fået fire børn. Da de blev skilt i 1999 valgte hun, at børnene skulle blive boende hos ham, fordi hun ikke magtede opgaven. Det samme gjorde hun med sit femte barn, som hun fik med sin anden mand.

Mine børn har følt sig svigtet, fordi jeg forsvandt ud af deres daglige liv, men hvis de havde været en del af mit liv med alle de rutsjebaneture, jeg har taget mig, så havde de været ødelagte børn. Jeg var ikke i stand til at tage mig af dem, for jeg havde det elendigt. Så skulle jeg træffe beslutningen i dag, så havde jeg gjort det samme, siger Maybritt Olsen, der i dag kun har kontakt til sin ældste søn.

Frivilligsektionen blev redningen

I 2006 forsøgte Maybritt Olsen at begå selvmord, men blev reddet i tide.

Jeg havde mistet livslysten. Jeg snakkede ikke med mine børn, og jeg havde ikke den store kontakt til omverdenen. Så jeg kunne ikke se, at der var nogen, der skulle kunne savne mig. I dag er jeg glad for, at jeg blev reddet, siger Maybritt Olsen, der efterfølgende var indlagt på psykiatrisk afdeling.

Ikke længe efter udskrivelsen kom hun i kontakt med CSM Syds frivilligsektion.

Jeg opdagede frivilligsektionen ved en tilfældighed, og da jeg første gang trådte ind ad døren, blev jeg mødt af en varme og oprigtig interesse i mig, som jeg ikke har mødt før. Du kan være glad, du kan være sur, du kan grine, du kan græde, du kan bare være dig. Du bliver en del af et fællesskab, siger Maybritt Olsen.

Hun kommer to gange om ugen til Åben Stue, og derudover har hun en personlig samtale om ugen.

Til Åben Stue snakker vi om vores dagligdag og vores interesser. Vi laver mad, spiller spil og drikker kaffe. Det er et sted, hvor man kan komme og sige de ting, man går og bøvler lidt med, og så kan vi hjælpe og støtte hinanden. Det at komme i frivilligsektionen har været mit faste holdepunkt, når jeg er gået igennem mine op- og nedture. Jeg har fået nogle tætte venskaber herinde, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg stadig var her i dag, hvis jeg ikke havde haft et netværk her i frivilligsektionen, siger Maybritt Olsen.

Relaterede Artikler

30. August

– Vi forsøger at gøre en forskel

Pernille Holck Draborg og Lisbeth Pape Lind er frivillige hos CSM...
30. August

– Det er hårdt at være pårørende

Christina Palm ved, hvor hårdt det er at være pårørende til...
30. August

– Jeg ville ønske, jeg kunne skrive historien om

Claudia Christensen var fem år, da hun første gang blev udsat...