Seksuelt misbrugte får fremover samlet og mere fleksibel hjælp i Region Syddanmark
Center for Seksuelt Misbrugte Syd bliver fra årsskiftet én samlet organisation, når CSM Syd, der forestår den psykologiske behandling og har det overordnede ansvar for den samlede indsats og CSM Syd -Frivilligsektionen fusionerer.
Det nye center vil både yde professionel psykologbehandling, frivillig støtte og rådgivning til mennesker, der lider af senfølger på grund af seksuelle overgreb i barndommen og/eller i ungdommen.
– Jeg glæder mig over sammenlægningen, som er et resultatet af et mangeårigt tæt samarbejde mellem de to sektioner, og som har til formål at styrke den fælles indsats for mennesker, der lider af senfølger efter seksuelt misbrug, siger Conny Stolberg Rohr, formand for CSM Syd.
De to nuværende sektioner tror på, at ét samlet center vil stå stærkere og være i stand til at yde en mere effektiv og fleksibel indsats i fremtiden.
– Det er hensigten at skabe en hurtigere og mere sammenhængende indsats. Sammen arbejder vi for at kunne anvende ressourcerne bedre og udvikle mere fleksible behandlings- og støtteforløb – også geografisk, så afstanden til tilbud bliver mindre i Region Syddanmark, siger Ib Thieme Rasmussen, formand for CSM Syd – Frivilligsektion.
Det samlede Center for Seksuelt Misbrugte Syd vil have 22 ansatte: psykologer, socialrådgivere, ergo/fysioterapeuter, administrative medarbejdere og 50 frivillige.
Center for Seksuelt Misbrugte Syd vil forsat have afdelinger i både Odense og Vojens, som dækker hele Region Syddanmark og samarbejder med alle landsdelens kommuner, det øvrige civilsamfund, de frivillige brugerorganisationer og de senfølgeramtes pårørende. De to nuværende bestyrelser bliver 1. januar afløst af en ny fælles bestyrelse med Peter Chortsen Isak som formand. Det nye center vil i det daglige blive ledet af et team bestående af den nuværende leder fra Behandlingssektionen og en nyansat leder af Frivilligsektionen