Hvad er NADA og hvordan virker det?
NADA står for National Acupuncture Detoxification Association.
NADA er et standardiseret øreakupunkturprogram, hvor der arbejdes med fem punkter i hvert øre. NADA har til formål at afbalancere og styrke kroppens funktioner, både psykisk og fysisk.
Alle kan have gavn af NADA, da den har en beroligende, afstressende og styrkende funktion. Når punkterne aktiveres, sørger kroppen selv for at skabe balance, hvor der er størst behov.
NADA har vist sig virksom ved angst, stress, depression, søvnløshed, anspændthed, fysisk og psykisk uro. NADA har også effekt på afhængighed, abstinenser og ved udtrapning af medicin mm.
Hvordan foregår det?
NADA består af fem tynde sterile nåle i hvert øre. Du vil kunne mærke nogle små stik, når nålene sættes i. Når nålene først sidder i ørene, vil du ikke mærke dem.
NADA er en nonverbal behandlingsform. Det vil sige, at det anbefales, at man ikke snakker, ser TV eller hører musik, mens nålene er i ørene.
NADA er en gruppeaktivitet. Det betyder, at når du får NADA vil du sidde i rum med andre, der også får NADA.
Du sidder stille og slapper af for at opnå fuld effekt. Nålene sidder som udgangspunkt i ørene i 45 minutter. Du kan altid aftale med den frivillige, der giver NADA, hvis du ønsker at få nålene ud før tid.
Når du får NADA vil du blive tilbudt en kop NADA-te.
Hvornår kan jeg få NADA?
I alle centrets åbningstider kan du henvende dig til en frivillig med ønske om at få NADA, så vil den frivillige informere dig om, hvornår næste tidspunkt for NADA er. Det kræver ingen tilmelding at få NADA.
Alle der giver NADA har en NADA-uddannelse.