image_print

CSM Syd – Frivilligsektions historie

Center for Seksuelt Misbrug Fyn
CSM Syd – Frivilligsektion blev dannet som forening i 1994 under navnet Center for Seksuelt Misbrug Fyn. Initiativtagerne var en række frivillige, der alle selv havde været udsat for seksuelle overgreb. Med støtte fra Odense Kommune flyttede foreningen i egne lokaler i Kongensgade 59 i 1996 og fra 2006 i de nuværende lokaler i Kongensgade 72. Foreningens bestyrelse bestod af flere lokalpolitikere. Som frivillig forening var økonomien meget stram, så først fra 2012, da centeret fik en treårig satspuljebevilling, der i 2016 blev gjort permanent, var det muligt at ansætte en fuldtidsleder. Foreningen har derfor flere gange være på randen af opløsning. Senest i 2008, hvor en ny ledelse og bestyrelse kom til. Den nye bestyrelse lavede visionen ”Ny start i CSM Fyn”, hvilket betød fire afgørende ting:

1. Ansættelse af en lønnet leder i 10 timer.
2. CSM Fyn blev en del af KFUM’s Sociale Arbejde i Danmark.
3. Foreningen blev nedlagt og i stedet omdannet organisatorisk til en selvejende institution.
4. Der skulle sættes fokus på samarbejdet med Incest Center Fyn, så den indgåede                samarbejdsaftale ikke kun blev af navn, men en reel virkelighed.

Disse ændringer betød en stor vækst i antallet af nye frivillige med en bred vifte af faglige kompetencer inden for det sociale område, og mange studerende kom til som frivillige. De frivillige var ikke længere kun personer, der havde været udsat for seksuelle overgreb, og institutionen ændrede karakter fra at være en brugerforening, svarende til patientforeninger eller den nuværende brugerorganisation SPOR, til at være et socialt rådgivningstilbud med faglige frivillige rådgivere. Det betød en stor vækst i antallet af brugere, og på den baggrund fik CSM Fyn i 2009 Odense Kommunens Ildsjælepris. En aktiv leder og bestyrelse skaffede via fondsmidler muligheder for gradvist at øge lederens timetal.

Incest Center Fyn
Incest Center Fyn, det der i dag hedder CSM Syd – Behandlingssektion, blev indviet i august 2000. Det skete, fordi Odense Kommune i 1997 blev gjort opmærksom på, at der manglede behandlingsmuligheder for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb. Socialforvaltningen i Odense Kommune nedsatte derfor en arbejdsgruppe i kommunens regi, og efter et arbejdskrævende og vidtrækkende pionerarbejde lykkedes det i år 2000 at skaffe midler til oprettelsen af et behandlingstilbud.

Odense Kommune, det daværende Fyns Amt og Helsefonden bevilgede en million kroner årligt i en treårig periode til Incest Center Fyn. Initiativtagerne til projektbeskrivelsen, der selv på egen krop havde mærket fraværet af specialiseret, målrettet behandling efter seksuelle overgreb under opvæksten, fik samlet en interessemæssigt bredt sammensat, frivillig bestyrelse med den nu afdøde politiker Merete Aarup som formand. Hurtigt viste det sig, at der var behov for Incest Center Fyn, for der gik ikke lang tid før, der opstod ventetid på at komme i behandling. Til trods for behovet for centeret, var der stor fare for, at Incestcenter Fyn blev nedlagt, når projektperioden sluttede. Det lykkedes dog at redde Incest Center Fyn med puljemidler fra Socialministeriets ”Storbypulje” efter en stor, politisk indsats.

Da puljemidlerne fra ”Storbypuljen” blev nedlagt, var Odense Kommunes finansiering altafgørende for, at centeret kunne fortsætte sit arbejde. Efter et stort pionerarbejde på Christiansborg lykkedes det, at få staten til at overtage finansieringen af Incest Center Fyn. Det skete i 2012, hvor de tre (fire) regionale CSM centre blev dannet og finansieret via en treårig satspuljebevilling, der i 2016 blev gjort permanent. Odense Kommune fortsatte dog med at tage del i finansieringen af centeret, via en driftsaftale/kontrakt, som indebar tilkøb af et fast antal behandlingspladser, som kommunen kunne henvise borgere til. Denne ordning eksisterer fortsat.

Fra Incest Center Fyn til CSM Syd – Behandlingssektion og fra CSM Fyn til CSM Syd – Frivilligsektion
Da satspuljepartierne i 2012 overtog finansieringen af Incest Center Fyn med en treårig satspuljebevilling, der i 2016 blev gjort permanent, oprettede de samtidig tre regionale senfølgecentre. Centrene skulle tilsammen dække hele landet, hvor Incest Center Fyn i samarbejde med Center for Seksuelt Misbrugte Fyn skulle dække Region Syddanmark. De to selvejende institutioner fik derfor i august 2013 et nyt fælles navn: Center for Seksuelt Misbrugte Syd. Det er fortsat to forskellige institutioner opdelt i en behandlingssektion og en frivilligsektion.

CSM Syd-samarbejdet er ikke første gang, at de to selvejende institutioner arbejder sammen. Samarbejdet har været formaliseret mellem de to institutioner siden Incest Center Fyns etablering i 2000. Det samarbejde blev der også taget højde for, da Odense Kommunes Kultur og Socialudvalg den 15. februar 2000 endeligt godkendte oprettelsen af den selvejende institution Incest Center Fyn, da det skete under forudsætning af:

–    ”At centret er forpligtet til at samarbejde med andre frivillige og professionelle                             foreninger/instanser vedr. den samme målgruppe”
–    ”At Kultur og Socialudvalget ønsker at få forelagt indgået samarbejdsaftale med Center for Seksuelt Misbrugte snarest efter, at bestyrelsen har konstitueret sig.”

Incest Center Fyn startede i august 2000, og bestyrelserne for Incest Center Fyn og Center for Seksuelt Misbrugte Fyn kunne i december 2000 underskrive den første samarbejdsaftale. En samarbejdsaftale som siden er blevet revideret i 2004, i 2008, 2012 og igen i 2017.

I mange år har begge centre har prioriteret et tæt samarbejde med respekt for hinandens tilbud og prioriteringer. Behandlingssektionens professionelle behandlingstilbud og Frivilligsektionens rådgivning og sociale støtte bliver set som ligeværdige, afgørende elementer, når det handler om at hjælpe voksne mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Denne brobygning giver et helhedsorienteret tilbud, hvor de to institutioners fokus er at udvikle og forbedre egne tilbud, samtidig med at der er en løbende dialog mellem de to institutioner på såvel ledelses- som bestyrelsesniveau.

I løbet af 2024 kom de to bestyrelser i henholdsvis CSM Syd – Behandlingssektion og CSM Syd – Frivilligsektion til enighed om et fælles CSM Syd. Det betød, at de to institutioner fusionerede pr. 1. januar 2025 og oprettede én samlet bestyrelse, men stadig med to ligestillede ansatte centerledere for hvert af kerneområderne frivillighed og behandling. Frivilligsektionen og behandlingssektionen har i dag fortsat til huse på hver deres adresse.

               

5. marts

Byd velkommen til CSM Syd – Frivilligsektions nye leder

Tilbage i november fik CSM Syd – Frivilligsektion ny leder, Anja...
8. januar

Julebanko 2024: Tak til alle sponsorer

TAK! En stor tak til alle, der har været med til...
16. januar

Bevilling fra Spar Nord Fonden

Det er med stor taknemmelighed, at vi har modtaget en bevilling...