For pårørende

Ved CSM Syd tilbyder pårørendesamtaler.

For pårørende:

Når et menneske har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen og plages af senfølger i sit voksenliv, rammes de pårørende også. Pårørende er en overset gruppe og betegnes ofte som de ‘skjulte ofre’, der også kan have brug for kvalificeret hjælp både for at kunne hjælpe sig selv og den senfølgeramte.

At lytte og rumme kan være svært for en pårørende. Måske bliver du usikker på, om det hjælper at tale om det, der er sket, og hvordan du skal forholde dig til de udfordringer, din kære står med. Hvorfor reagerer personen, som de gør? Hvad skal man sige – og ikke sige? Gør man ”det rigtige”?

Som pårørende kan du have brug for at tale med nogen om de følelser, du sidder med, når du er tæt på en person, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen.

Spørgsmål du kan mangle svar på som pårørende kan være:

  • Hvad vil det sige at have senfølger efter seksuelle overgreb?
  • Hvordan lærer du at forstå, lytte og ikke mindst støtte?
  • Hvordan håndterer du de følelser, der er opstået i dig som pårørende til et menneske, der har været udsat for seksuelle overgreb.  
  • Hvordan håndterer du magtesløsheden eller frustrationen over ikke fuldt ud at kunne forstå, ikke at kunne hjælpe og helbrede?
  • Hvordan støtter du bedst muligt og samtidig tilgodeser dine egne behov og grænser?
  • Hvordan kan noget, der er sket for lang tid siden, stadig have betydning i nutiden?

Den rette hjælp og støtte til dig som pårørende kan have stor betydning for, at du føler dig klædt på til at passe på både dig selv og den senfølgeramte.

Tilbud til pårørende

CSM Syds pårørendetilbud

Hos CSM Syd tilbyder vi en til to rådgivende samtaler til pårørende til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barn- og ungdommen. Samtalen tager udgangspunkt i de problemstillinger, du præsenterer.

Hvis du ønsker en pårørendesamtale hos en af vores terapeuter, skal du ringe til os: https://csm-danmark.dk/syd/kontakt/administration

Tilbuddet foregår i Odense eller Vojens. Du kan forvente kortere ventetid (ofte 4-8 uger).

Tilbuddet omfatter pårørende til voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, uagtet om den senfølgeramte er i et behandlingsforløb ved CSM Syd.

VISO

Som pårørende kan du også søge et rådgivningsforløb gennem VISO, den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation.

Rådgivning til pårørende til senfølgeramte tager afsæt i de problemstillinger, du præsenterer.
Der formidles viden om sammenhængen mellem seksuelle overgreb i barndommen og senfølger i voksenlivet. Det vil sige viden om, hvad det gør ved et barn at blive udsat for seksuelle overgreb, og hvordan disse overgreb kommer til udtryk i voksenlivet som senfølger, f.eks. i form af PTSD, angst, depression, relationelle vanskeligheder, seksuelle vanskeligheder, selvskadende handlinger m.fl.

Der rådgives om, hvordan du som pårørende kan adskille dine behov fra den senfølgeramtes og samtidig støtte den senfølgeramte i håndteringen af sine udfordringer.

Du kan søge om et VISO forløb : Kontakt og henvendelse til VISO | Social- og Boligstyrelsen