I CSM Syd tilbyder vi undervisning i senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.
Formål
Psykoedukationsforløbet er et undervisningsforløb for voksne kvinder og mænd med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, som danner grundlag for at få bedst muligt udbytte af din terapi.
Formålet med forløbet er, at du får viden om mulige senfølger efter seksuelle overgreb, så du får en bedre mulighed for at forstå dig selv og dine reaktioner. Ved en bedre forståelse opstår der nye muligheder for at mestre og acceptere senfølgerne og deres indflydelse på dit hverdagsliv. Desuden introduceres nogle regulerende teknikker, så du får redskaber til at håndtere indre uro. Det er vores erfaring, at mange oplever det værdifuldt at deltage i et fællesskab med andre, de kan spejle sig i, og at det i sig selv kan gøre, at man føler sig mindre alene og mindre skamfuld.
Et behandlingsforløb hos CSM Syd indledes med et psykoedukationsforløb med undervisning om senfølger, når det vurderes meningsfuldt for den enkelte. Psykoedukationsforløbet efterfølges af et terapiforløb, hvis du fortsat ønsker det, og det vurderes relevant. Terapiforløbet foregår enten i gruppe eller individuelt. Psykoedukationsforløbet er en god mulighed for at blive klogere på dig selv, og hvilke problemstillinger du ønsker at arbejde med i den efterfølgende terapi.
Hvordan foregår det?
Undervisningen varetages af to af centerets terapeuter, og der er op til 12 deltagere i hver gruppe. Der er 8 ugentlige undervisningsgange af to timers varighed med en indlagt pause. Hver gang tages der udgangspunkt i et specifikt emne relateret til senfølger, og der veksles mellem oplæg fra underviserne og fælles drøftelse af emnet i gruppen. Der undervises f.eks. i temaer som tilknytning, følelser, traumer og seksualitet. I gruppen er der hverken en rigtig eller forkert måde at deltage på. Det betyder, at der ikke er et krav om, at du deltager i de fælles drøftelser. Vores erfaring siger os dog, at det kan være givende både at høre fra andre og selv at dele nogle af de erfaringer eller vanskeligheder, man har med det enkelte tema, i det omfang man er parat til.
Hvis du er på venteliste og tænker, at det er et tilbud for dig, er du velkommen til at kontakte os: Kontakt CSM Syd og give udtryk for, at du er interesseret. Du kan også opleve at blive ringet op, hvis vi på baggrund af din visiterende samtale formoder, at det kunne være et relevant tilbud til dig.
Udtalelser om psykoedukationsforløbet ved CSM Syd:
”Jeg startede ud med et håb om at blive klogere på, hvad senfølger dækker over. Jeg blev ikke skuffet. Det har været én lang AHA-oplevelse – og det gør en kæmpe forskel at kunne dele det med andre i samme situation – og ikke mindst spejle sig i de andres fortællinger.”
”Det er svært at komme den første gang. Men der er stor omsorg og accept af det vi har med os, så det giver rum til at lære noget om, hvad traumer og senfølger gør ved os i hverdagen.”
”I senfølgegruppen fik jeg en grundlæggende viden, som gav anledning til at fundere over, hvad der sker i mig. Jeg fik en klarhed omkring, at visse dele af mit liv har været præget af traumet. Dette har været skræmmende, men også givet mig et nyt syn på mig selv: ”okay, så var det ikke bare mig og min skyld – traumet spillede ind her og her”, hvilket betyder, at jeg nu tilgår problematikkerne blødere overfor mig selv. Det er befriende, at der findes et rum, hvor alle bare ved, hvad jeg mener på et ekstra plan, og hvor der er højt nok til loftet til at sige de sværeste ting.”
”Det var svært for mig at tage skridtet og starte i gruppen, men jeg ville ikke have været foruden. Det har været afgørende for mig og min fremtid, og for at være den bedste mor og partner jeg kan for min familie.”