Jeg ville ønske, jeg kunne skrive historien om

Claudia Christensen var fem år, da hun første gang blev udsat for seksuelle overgreb. Senfølgerne efter overgrebene indhentede hende for alvor 30 år senere, og hun mistede modet på livet.

Af Julie Kjær Andersen

Pludselig vrede, hvor hun smadrer ting, råber og skriger. Rysteture, angstanfald, koncentrationsbesvær og hukommelsessvigt. Det er blot nogle af de senfølger, Claudia Christensen har efter at have været udsat for seksuelle overgreb i sin barndom.

Hun var fem år, da hendes stedfar første gang forgreb sig på hende.

Jeg var bange. Og jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at fortælle det til min mor, så jeg holdt mig vågen, indtil mine søskende sov. Jeg sagde til hende: ”Far gør noget ved mig. Han vil have, jeg skal røre hans tissemand.” Jeg græd, siger Claudia Christensen, imens hun stirrer med et tomt blik ud i luften, det er som om, hun forsvinder i sine tanker.

Han kom hjem, imens jeg snakkede med min mor. Jeg var rædselsslagen, og fik min mor til at love ikke at sige det til nogen, og så løb jeg ind i seng. Jeg hørte, hun konfronterede ham. Og at han nægtede det. Han sagde, at jeg havde en livlig fantasi, siger Claudia Christensen.

– Jeg mistede min mor

Næste dag tog han fat i hende, da de var alene. Han bad Claudia Christeinsen om at fortælle sin mor, at det var noget, hun havde drømt.

De næste par år lurede hun bag hvert hjørne derhjemme. Hun holdt øje med os. Måske troede hun ikke på hans forklaring, eller også så gjorde hun. Men hun valgte at blive sammen med ham, og jeg mistede min mor, min vigtigste omsorgsperson, og hende jeg skulle betro mig til. Hun gjorde ikke noget, så jeg måtte klare mig selv, siger Claudia Christensen.

I de følgende år sker overgrebene løbende i stedfarens praksis. Han er læge, og der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, at hans steddatter er en hyppig gæst i praksissen. Da Claudia Christensen er ni år, begynder overgrebene også derhjemme. Hver anden nat skal hun tilfredsstille sin stedfars seksuelle lyster. Hvis hun ikke gjorde det, ville der ske forfærdelige ting, lod han hende forstå.

Middag blev til politianmeldelse

Som 15-årig stikker Claudia Christensen af. Hun vil bare væk fra det hele, men det er svært. Et års tid efter hun har forladt sin mor og stedfars hjem, bliver hun inviteret til middag hos sin stedfars ældste datter.

Vi sidder og spiser, da hun kigger på mig og spørger, om han også har gjort noget ved mig. Og der kom jeg til at sige ja. Jeg var helt chokeret over, at jeg ikke var den eneste. For han havde virkelig manipuleret mig til at tro, at jeg var noget helt specielt. Men jeg var ikke den eneste. Næste dag gik vi til politiet, siger Claudia Christensen.

Politiet går i gang med at efterforske sagen.

Min mor sagde under afhøringen, at hun ikke vidste, hvad man skulle gøre. Og at det jo ikke var noget, hun tænkte, han kunne finde på. Og hvis hun var gået til politiet, så havde de andre børn jo ikke haft en far, siger Claudia Christensen, imens hun kigger ned på hænderne i skødet, der er knuget hårdt sammen.

I november 1993 bliver Claudia Christensens stedfar idømt to års fængsel. Han afsoner 14 måneder af sin dom i et fængsel på Fyn. Herefter vender han tilbage til sit job som læge på et hospital og til sit ægteskab.

Flytning skulle give et nyt liv

Efter dommen flyttede Claudia Christensen til København, hvor hun håbede, hun kunne starte et nyt liv.

Jeg forestillede mig, at når jeg flyttede væk, så ville alt blive glemt. Så ville jeg kunne starte et nyt liv, og jo mere jeg nærmede mig de 30, jo mere ville det ikke påvirke mig. Jeg forsøgte også i alle mine 20’ere at omvende min mor, forsøgte at få hende til at forstå, hvad jeg havde været igennem. Men hun blev vred og skældte mig ud, og bad mig om at komme videre med mit liv, siger Claudia Christensen.

Hun var 32 år, da hun stoppede kontakten med sin mor og stedfar. Det var i 2008.

Graviditet fik afgørende betydning

Da Claudia Christensen i 2013 er gravid i syvende måned, mister hun lysten til at leve.

Jeg ringede til min jordemoder og sagde, at jeg slet ikke kunne overskue mere, at jeg bare var klar til at tage billetten. Og derfor rykkede kommunen ud med det helt store beredskab. For jeg var selvmordstruet, siger hun.

Efter at have født sin søn kommer hun til lægen. Her fortæller hun om sin barndom, hvordan hun har forsøgt at leve videre, men at hun ikke længere føler, at det er muligt. Lægen kender til senfølger, og sender hende til visitering hos CSM Syd, Center for Seksuelt Misbrugte, i Odense.

Da jeg havde læst om senfølger, vidste jeg bare, at det var det, jeg havde. Og jeg vidste, at CSM var stedet, hvor jeg kunne få den hjælp, jeg havde brug for. For jeg har aldrig vidst, at senfølger er så komplekse, omfattende og langvarige, som de er. Jeg skal for altid bære det, der er sket for mig med videre. Men med den hjælp, jeg har fået hos CSM, har jeg ikke længere en parallelfilm af min stedfar og jeg kørende på min indre skærm hele tiden. Nu har jeg fået en masse værktøjer, der gør, at jeg faktisk kan være til stede sammen med dem, der er omkring mig, siger Claudia Christensen med et smil.

– Det skulle være stoppet der

Det har ikke været uden konsekvenser for Claudia Christensen at bearbejde sine senfølger. Især hendes mors svigt har tæret så psykisk hårdt på hende, at hun af og til er sengeliggende flere dage af gangen.

Min mors svigt har smadret mit selvværd. At jeg blev ofret for at mine andre søskende skulle have en far, det forstår jeg ikke. Hun var ikke en god mor, så havde hun ikke valgt mig fra. Det ved jeg i dag, fordi jeg aldrig selv kunne svigte mine børn på den måde, siger Claudia Christensen og fortsætter:

Nogle gange føles det helt uvirkeligt, at det er min historie. At lille Claudia på fem år ikke blev hørt. Hvor ville jeg bare ønske, at det var mig der sad i min mors stol og kunne høre på hende. Min stedfar havde ikke fået lov til at komme ind ad døren den aften. Det skulle være stoppet der. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne skrive historien om.