Det er hårdt at være pårørende

Christina Palm ved, hvor hårdt det er at være pårørende til en senfølgeramt. Hun er gift med Michael, der har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.

 Af Julie Kjær Andersen

 Hun var faktisk så småt ved at opgive at finde en mand at dele resten af sit liv med, da Michael skrev til hende. Christina Palm var blevet skilt et par år før, og hun havde da kysset et par frøer i mellemtiden, men det var ikke blevet til mere end det. Og nu gad hun egentlig ikke rigtig det mere, men der var jo lige ham Michael, der havde skrevet til hende over en datingside på nettet, og han skulle da lige have en chance.

Først fandt jeg ham ikke særlig interessant, men han havde humor og benene solidt plantet på jorden. Og efter at have skrevet og ringet sammen, inviterede han mig ud at spise. Det var hyggeligt, men jeg følte måske ikke den der gnist, siger Christina Palm med et skævt smil, imens hun ryster lidt på hovedet ad sig selv.

Et par dage efter daten takkede hun ja til at komme med Michael til en fest.

Han var en ægte gentleman den aften og sørgede for, at jeg hele tiden havde det godt. Det endte faktisk med at vi snakkede hele aftenen, natten og næste morgen. Og da vi så skulle sige farvel til hinanden, så blev det lidt akavet, for vi havde jo faktisk ’bare’ snakket og holdt lidt i hånd. Men så sagde jeg til ham, at nu kyssede jeg ham altså, og så kyssede vi hinanden, siger Christina Palm.

Udsat for seksuelt misbrug

To uger inde i deres spirende forhold fortalte Michael, at han havde været udsat for seksuelt misbrug, da han var barn.

Min første tanke var, at det magtede jeg ikke. Mit tidligere forhold havde været psykisk hårdt, og derfor kunne jeg simpelthen ikke overskue tanken om at skulle igennem sådan en omgang igen. Han fik dog hurtigt fortalt, at han var gennembehandlet, og at han havde godt styr på sit liv, siger Christina Palm og fortsætter:

For mig er det jo også helt okay, at man har en fortid, at man ikke er perfekt. Det er der ingen af os, der er. Michael var rigtig bange for, at jeg ville løbe skrigende bort, når jeg fik det af vide, men det gjorde jeg ikke, for jeg var allerede blevet meget glad for ham. Jeg forstod heller ikke helt, hvad det vil sige at være blevet misbrugt seksuelt, siger hun.

Store frustrationer

Deres forhold udviklede sig hurtigt, og efter fire måneder købte de andelsbolig sammen. Ikke længe efter huskøbet syntes Christina Palm, at deres forhold begyndte at forandre sig.

Jeg følte, at han begyndte at trække sig væk fra mig. Han var lige pludselig ikke den her mand, der gav mig en masse kærlighed, opmærksom og søde ord. Han var begyndt at være i dårligt humør og irritabel. Derfor begyndte jeg også at gå ham lidt på klingen for at finde ud af, hvad der var galt, og om han ikke elskede mig mere, siger Christina Palm.

Han havde svært ved at sætte ord på, hvad der var galt, og det havde jeg svært ved at forstå. Når han forsøgte at forklare det, og han ikke kunne, så blev han frustreret og ked af det, og jeg blev det samme. Så trak han sig endnu mere, fordi han var bange for, at jeg var på vej til at forlade ham, for det havde han oplevet før. Det var svært for ham at stole på, at jeg ville ham noget godt, at jeg ikke havde en skjult dagsorden, siger hun.

Det var så frustrerende. Jeg tænkte, at han da ikke kunne udgive sig for at være en slags mand, og så køber vi et hus, og så han lige pludselig ikke ham, der var så gennembehandlet alligevel. Nogle gange kunne der gå fire dage uden, at han gav mig et kys. Og hans eneste svar var, at det havde han glemt. Det var så frustrerende. Og når jeg så sagde noget til ham, kunne han gå rundt som et såret dyr i lang tid. Det var jeg ærlig talt ved at brække mig over nogle gange, for vi var jo nødt til at snakke om det. Jeg var nødt til at holde i fast i mig selv. Jeg ville have et rigtigt forhold, en rigtig dagligdag, et rigtigt liv, siger Christina Palm.

Derfor foreslog hun Michael, at de prøvede at tale med en parterapeut, der kunne hjælpe dem til at forstå hinanden bedre.

At holde fast i sig selv

Det var den rigtige beslutning at gå i parterapi for dem begge to. Det gav Christina en større forståelse af, hvad det vil sige at være blevet seksuelt misbrugt, og hvad det vil sige at rende rundt i konstant alarmberedskab, som man gør, når man som Michael har PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom). Terapien gav også Michael nogle redskaber til at blive bedre til at mærke sig selv og sine behov, så han kunne være mere tilstede i deres forhold.

Det var rart at snakke med nogen, der havde forstand på det. En der kunne fortælle noget om, hvordan det er at være pårørende, og hvordan det er at være den misbrugte. At det, Michael føler, er normalt, og det, jeg føler, er normalt. Vi gik hjem med følelsen af, at vores forhold ikke var dødsdømt. For vi var begge frustrerede over, at vi havde så svært ved at forstå hinanden, siger Christina Palm.

Da de var færdige i parterapi, fortsatte de hver især i individuel terapi.

Jeg kunne mærke, at jeg var blevet lidt en anden. Når Michael havde dårlige perioder, så var jeg begyndt at glide med ned i de sorte huller. Så selvom jeg havde haft en god dag på arbejde, så kom jeg hjem og skulle være i dårligt humør. Og sådan er jeg bare slet ikke som person. Så nu har jeg lært, at det er okay, at jeg går og synger i køkkenet, mens jeg laver mad, selvom han sidder inde i sofaen og er i dårligt humør. Jeg har lært, at det er okay, at jeg er den samme person, som dengang han mødte mig, siger Christina Palm.

Ved siden af terapien læste hun desuden en masse litteratur om emnet, ligesom hun begyndte at gå til diverse foredrag.

Det er virkelig altafgørende som pårørende at få en masse viden, som kan føre til en bedre forståelse, siger Christina Palm.

En god mand

Vejen til den fælles forståelse, der er kommet mellem parret i dag, har været lang og fyldt med udfordringer. Havde kærligheden til hinanden og ønsket om at være sammen ikke været så stor, så havde de heller ikke været der, hvor de er i dag.

Hvis jeg vidste, hvad jeg ved i dag, så ved jeg ikke, om jeg kunne gå det igennem igen. Det er hårdt at være pårørende, og det kræver bare så meget. Så var jeg ikke blevet så forelsket i Michael, så er jeg da heller ikke sikker på, at vi var endt, hvor vi er i dag. Det er vi heldigvis, og det er jeg lykkelig for, siger Christina Palm.