Gruppeterapi

Gruppeterapi er en unik måde at arbejde med senfølgerne på, da en gruppe er et trygt sted, hvor man kan øve sig i sociale relationer. I gruppen kan man få stor glæde af at mærke, at man ikke er alene, og at man får betydning for de andre. Ligeledes kan man have glæde af at komme tæt på andre mennesker og deres liv og måder at leve på, og man kan genkende andres senfølger hos sig selv. Gruppen er kort sagt en træningsarena, hvor alle følelser og tanker kan udtrykkes i ord, og man kan undersøge og øve sig i at være sig selv sammen med andre mennesker.

Gruppeterapi i CSM Midt Nord foregår én gang om ugen i 1½ time på nær i skoleferierne. Der er otte medlemmer i gruppen og to psykologer. Der er både mænd og kvinder i grupperne, så gruppen afspejler den verden man lever i udenfor. Alle i gruppen har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, men på hver sin egen måde.

Mentaliseringsbaseret gruppeterapi (MBT)

MBT er den primære metode i gruppeterapien i CSM Midt Nord. Mentalisering er kort fortalt at kunne forstå sig selv og andre mennesker – ”at have sindet på sinde”. Terapiens fokus er på nutidens senfølger og deres sammenhæng med barndommens traumer. Når man har været udsat for seksuelle krænkelser i sin opvækst, vil man ofte opleve svære følelser, misforståelser og mistillid til andre, samt at mentaliseringen svigter. Når mentaliseringen svigter, overvældes man af følelser og har svært ved at forstå, hvad der sker, at holde ud og at udtrykke sine behov. Man oplever det som en form for indre sammenbrud, som det kan være svært at håndtere og komme ud af. Måske rammer man ind i de samme problemer igen og igen og kan ikke komme ud af dårlige handlemønstre.

Gruppeterapi er en mulighed for at arbejde med disse personlige vanskeligheder og for at forstå sig selv og sin baggrund og at øve sig i at være i betydningsfulde relationer.

I gruppeterapien i CSM tilbyder vi et fortroligt rum, hvor man kan komme for at dele sine følelser og oplevelser for bedre at forstå sin egen situation, og for at få det bedre med sig selv, med andre mennesker og med senfølgerne af de seksuelle overgreb.