Kontrol

Man kan udvikle problemer med at få etableret en voksen seksualitet, når man har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Det kan blandt andet vise sig ved, at man forsøger at kontrollere forholdet til sin partner og især sit sexliv.

En måde at kunne fungere seksuelt på, når man har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, er at forsøge at kontrollere forholdet til sin partner og især sit sexliv. Da seksuelle overgreb oftest indebærer et element af tab af kontrol, kan personer, der har været udsat for seksuelle overgreb, have svært ved at give sig hen til deres partner. Herunder ligger også, at det kan være svært at opleve følelsen af at miste kontrollen over kroppens reaktioner i det seksuelle samvær.

Mennesker, der har været seksuelt misbrugt i barndommen, kan have brug for at bestemme mange, hvis ikke alle detaljer af det seksuelle samvær. Det er den måde, man kan føle sig tryg nok til at kunne have et sexliv.

Det er derfor også vigtigt at kunne kommunikere med sin partner om dette behov for seksuel kontrol, for bedre at kunne skabe følelsen af tryghed. Kommunikationen er også god for at sikre, at ingen af parterne i den seksuelle relation oplever at få overskredet deres grænser, og dermed risikere at fortsætte det oplevede tab af kontrol.