Fysiske senfølger

Der kan være mange fysiske senfølger forbundet med at have været udsat for seksuelle overgreb i barndommen.

Når man som barn udsættes for seksuelle overgreb, kan det være stressfremkaldende både mentalt, følelsesmæssigt og fysisk. Symptomer på stressbelastning kan være mavepine, hovedpine og ændret søvn- og spisemønster. Man kan være plaget af fysisk anspændthed og muskelspændinger i kroppen, man kan have ledsmerter, føleforstyrrelser, angstanfald m.m.

At være udsat for seksuelle overgreb i barndommen kan også have konsekvenser for, hvilket forhold man som voksen får til sin egen krop. Generelt kan det at mærke sin krop føles ubehageligt. Man kan have en dårlig fornemmelse af sin egen krop og dens fysiske behov, og nogle kan have svært ved at mærke kroppen i det hele taget.