Senfølger

PTSD

Et seksuelt overgreb er et alvorligt traume. Derfor kan et seksuelt overgreb på linje med andre traumer som for eksempel krig og ulykker betyde, at man udvikler PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion).

PTSD er kendetegnet ved tre kernesymptomområder:

1. Invaderende symptomer/genoplevelser

Hos personer med PTSD kan erindringer om overgrebene dukke op i bevidstheden igen og igen. Det kan være som flashbacks, når man er vågen, og det kan være i søvne som mareridt, og det kan føles stærkt ubehageligt. Et flashback kan udløses af lyde, lugte, følelser, aktiviteter, steder og så videre. Disse udløsende faktorer – kaldet ”triggere” – har ikke forandret sig, men de er blevet fastlåste i hukommelsen. Derfor kan det være stærkt ubehageligt at blive udsat for omstændigheder, der minder om oplevelsen.

2. Undgåelsesadfærd

Personer med PTSD forsøger at undgå alt, der kan udløse erindringerne om overgrebet. Erindringerne er ofte forbundet med stærk angst og skamfølelser, og derfor forsøger personen at undgå at tænke på overgrebet. Når man bliver ved med at undgå sine følelser og tanker, kan det betyde, at man får svært ved at genkende sig selv og komme i kontakt med sig selv. Personer med PTSD kan også undgå bestemte situationer, aktiviteter og lignende, der minder om overgrebene. Det er eksempelvis helt almindeligt, at mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb, i høj grad erindrer disse overgreb, når de har seksuelt samvær. (Link: Læs om seksuelle problemer) Det kan virke livsbegrænsende hele tiden at skulle forsøge at undgå situationer og aktiviteter, der kan udløse erindringerne om de seksuelle overgreb, man har været udsat for.

3. Forhøjet alarmberedskab

Et seksuelt overgreb er en overskridelse af et barns grænser i et omfang, der udgør en fare for barnet. I nogle tilfælde konkret fysisk fare, men i alle tilfælde psykologisk fare. Nervesystemet træder i alarmberedskab i et forsøg på at beskytte personen, så overgrebet ikke gentager sig. Derfor har mennesker med PTSD en oplevelse af aldrig helt at kunne slappe af og føle sig tryg.

Hvis man forestiller sig en brandmand, der har vagt på brandstationen. Når han sidder og spiser aftensmad sammen med sine kollegaer, så har han hele tiden i baghovedet, at der når som helst kan lyde en alarm. Han skal derfor hele tiden være klar til at springe i uniformen og køre ud og slukke en brand. På samme måde kan en person med PTSD opleve at være i forhøjet alarmberedskab, og det er ikke kun i situationer, der kræver det, men på daglig basis. Det er en tilstand, der er udmattende og forstyrrende. Man kan have problemer med at falde i søvn og at få sovet igennem, man kan have problemer med at koncentrere sig, og man kan opleve at have en kortere lunte, der betyder, at man oftere kan have vredesudbrud.

Relaterede Artikler

30. August

Professionel kontakt med en senfølgeramt borger

I mødet med en voksen med senfølger efter seksuelle overgreb i...
30. August

Vi formidler viden om senfølger

Hos CSM Centrene vil vi rigtig gerne dele ud af den...
30. August

– Det er hårdt at være pårørende

Christina Palm ved, hvor hårdt det er at være pårørende til...